Photo: Franseska Annette Mortensen

Thomas Agerfeldt Olesen (DK)

Weihnachtsoratorium

Thomas Agerfeldt Olesens Weihnachtsoratorium er, som titlen antyder, en konstant dialog med Bachs berømte værk. Som hos Bach er der kor, recitativer og koraler og tilmed en slags ”evangelist”, en tenor-hovedrolle. Dialogen med Bach svinger fra at være beundrende til at være vrængende og satirisk. Men til det sidste bevares en ejendommelig jule-sødme der antyder noget om hvordan det er at lytte til Bach i vor tid, og noget om hvordan vi mon kan lytte til 300 år gammel musik med nutidige øren. 

Det er en elegant og kærlig dialog der frækt kommenterer men alligevel fastholder en dyb respekt. De oldgamle koral-melodier udsættes for voldsomme syrebade, men de beholder alligevel deres integritet. Ind imellem fristes man til at overveje om det hele mon er en parodi på den ”moderne musik”s fortærskede klichéer, for der forekommer også mange af dem, men det hele er holdt i balance med en fornem beherskelse af midlerne og en frapperende lyrisk åre der gennemstrømmer hele værket. Barokkens rytmiske energi glider tvangfrit ind i minimalistiske spor, og koraler skrider ud i fascistiske råb og hylen, og alligevel holder vi os nydeligt indenfor hvad vi alle ville opfatte som ”et juleoratorium”. En delikat balance er præcist ramt.

Det er ganske overlegent gjort, og værket vender sine mange ansigter rundt i alle verdenshjørner uden at Bach på nogen måde tabes af syne!